onsdag den 2. december 2015
1.12.2015
En slank, lidt fladtrykt stærkt lysende sfærisk form gled langsomt ind gennem vinduet der var åbent ud til natten, stod et øjeblik stille i stuen, over adventskransen på bordet foran sofaen, vendte sig om og svævede tilbage for derpå at forsvinde ud ad vinduet. Først troede jeg at der var tale om et synsbedrag, måske forårsaget af min begyndende grå stær på det ene øje. Men så forstod jeg.
30.11.2015
Så sule trygt, at ligge i moders arme, så sule trygt at ligge hos mama og sutte løs, ligesom også i hine tider i hendes bug, inde i det dejlige mørke, som når søvnen omslutter den sovende, åh, så trygt og godt, måske som når døden åbner sin favn, efter de sidste spræl og spjæt - så sule, sule, ugle, sule trygt. Det er bl.a. denne store, rare tryghed drømmen giver budskab om. Ja: "Slå din kåbe om barnet, store drøm," som Kafka siger.
Aha, så det er lydene fra stormen (Gorm) der får naboens hund til at gø så umanerligt. Den fatter jo ikke, i sin begrænsede dyriske bevidsthed, at det er lyden fra et naturfænomen. Den tror at det er et andet dyr, en anden hund, eller andre hunde. Den tror at den er omgivet af levende organismer og deres aggressionsbefordrende lyde, dyr og mennesker som den skal forsvare sig imod og skræmme bort med sin rasende gøen. Den latterlige hund, den latterlige nabohund. Hvor jeg dog hader den. Dens hylen, dens bjæffen og gøen. Det er en dum hund!
Aha, så det er lydene fra stormen (Gorm) der får naboens hund til at gø så umanerligt. Den fatter jo ikke, i sin begrænsede dyriske bevidsthed, at det er lyden fra et naturfænomen. Den tror at det er et andet dyr, en anden hund, eller andre hunde. Den tror at den er omgivet af levende organismer og deres aggressionsbefordrende lyde, dyr og mennesker som den skal forsvare sig imod og skræmme bort med sin rasende gøen. Den latterlige hund, den latterlige nabohund. Hvor jeg dog hader den. Dens hylen, dens bjæffen og gøen. Det er en dum hund!
torsdag den 26. november 2015
I orkanens øje eller De 4 tigre
I al stilfærdighed – det var
rørende at se – blev tigrene lukket ind i det lille skovløberhus. Pænt og
roligt, uden at man mærkede det mindste til rovdyret i dem, trådte de over
dørtærsklen ind til de venlige mennesker, som havde passet adskillige kuld nu
snart i mange år. Man måtte forestille sig at madmor stod inde i entréen og
kaldte på dem. Lydigt kom de smukke dyr gående ud fra skoven og trådte over
tærsklen. Jeg stod i nogen afstand fra huset og iagttog den elegante,
formfuldendte lydighed hvormed de unge tigre, to hanner og to hunner, stadig
lidt hvalpelodne og tilsyneladende ganske tamme, begav sig hjem til far og mor.
”Så stille kan det altså lade sig gøre,” sagde jeg til mig selv, ”så gennemført
kultiveret, uden at dyrene mister deres farlighed.” I den store grønne skov
vidste jeg, lå tigre og løver i lysningerne og solede sig.
Abonner på:
Opslag (Atom)