Optegnelser

Kamp med brændende hest. Brandslukning. Jünger leder brandslukningen. Flammer står højt op. Det bliver svært at slukke ilden.

Og tænk: Jeg overvejede ellers at skaffe mig af med bibliotek, manuskripter og det hele. Lægge alt dette æstetiske stads på hylden og …

Tænkte på dengang jeg som en velvoksen 13årig med klar og rungende stemme i Sct. Jacobs Kirke på præstens spørgsmål om jeg troede på Gud Fader den Almægtige og forsagede Djævelen og alle hans Gerninger, svarede JA! Det var et Ja der kunne høres. Året efter var jeg – efter en kort afstikker til Søren Kierkegaard og nogle forvirrede planer om at blive læge – vha. Friederich Nietzche endt i den Gudsfornægtelse og radikaliserede subjektivisme der skulle blive udgangspunktet for mit æstetiske virke. Fra tid til anden – det er sandt – blev jeg betænkelig, men i det store og hele – det viser min karriere – fulgte jeg dette latterlige digterkald, som – i sidste ende – fører ingen steder hen.  

Den brændende hest

Flammerne stod højt om hestens krop. Man frygtede at den skulle brænde op. Vrinskende stejlede det store dyr, nu omspændt af flammer, og selv om Ernst Jünger kom til og ledede brandslukningsarbejdet, lykkedes det ikke at få ilden under kontrol. Hesten, som var brun (eller måske var den sort) stejlede vildt og vrinskede højt og var næsten forsvundet i ild og røg, men ligegyldigt hvor meget vand man pøsede på, drømte flammerne ikke om at synke, og hvis ikke scenen i en fart var ophørt og billedet forsvundet, er det ikke godt at vide hvad der var sket. Hesten var større, langt større end almindelige heste.

Forladt i skoven

I skoven skulle være gilde… Nej, i skoven, langt ude i skoven, kørte den lumske buschauffør, satte os -  et lille celebert selskab af skrivende folk (hvor jeg dog hadede og foragtede de andre, disse noksagter) – af et sted dybt inde i skoven ved en udtørret å. Og man gik ned i sækningen, hvor åen engang havde flydt, for at lette sig for pis og lort. Jeg begav mig, i min blufærdighed, et stykke væk fra de andre, men det skulle jeg ikke have gjort, for pludselig var alle forsvundet og jeg var alene. Jeg skyndte mig op til landevejen, ladende den sorte skov bag mig, og dér så jeg bussen, som langsomt (det var tydeligvis problemet!) begyndte at køre. Buschaufføren var alene, de andre var ingen steder at se; muligvis var han ledsaget af en ”reparatør”. Jeg indhentede køretøjet, sprang op, trak chaufføren ud på vejen, efter at have slynget mit vinterhalstørklæde om hans hals, overøste ham med uforskammetheder og truede med at slå ham fordærvet, Han var meget angergiven og havde intet andet at sige til sin undskyldning end at Dronningen havde befalet ham at sætte os af dybt inde i skoven. Vi var takket være Majestætens magtord og den usle mands følgeagtighed blevet ladt alene i den mørke skov.

Dronningen

Men snart befandt jeg mig på slottet, efter at jeg på et herresæde havde erfaret hvor Dronningen opholdt sig. Dér modtog jeg – fra hoffolket, medlemmer beslægtede med konge- og fyrstehuse tillige med venner og bekendte – tusinder af undskyldninger. Nogle af dem blev fremført af en samling opløbne knægte, som gjorde opmærksom på det forhold at Dronningen havde ”den samme hånd på hver arm.” Da jeg fik lejlighed til at undersøge sagen nærmere – måske fik jeg foretræde for hendes Majestæt, måske måtte jeg nøjedes med at betragte et portræt eller et stykke gotisk træskærerarbejde der skulle forestille landsmoderen – viste det sig at være sandt. Og dette forhold skulle så tjene til undskyldning for det skete. Vær så god!

Brevet fra Henrik Nordbrandt

En anden (eller tredje) gang modtog jeg et brev - i en stor konvolut – Fra Henrik Nordbrandt. En af de sædvanelige forblommede beskeder, som afslørede hvor sveden han var, for det var han, det er han – hvis han stadig lever. Heldigvis var der hverken porto eller afsender på konvolutten og modtagerens navn var kun lige antydet; der var måske slet ikke nogen adressat, så det var let nok at sende det hele tilbage (indholdet var vistnok bare en lap papir med noget ulæseligt krimskrams). Det var bare at skrive ”Henrik Nordbrandt” osv. ”Godt ord igen,” tænkte jeg og jublede over mit indfald. Mig kunne postvæsenet ikke komme efter. Men måske kunne det komme efter ham!

Jeg så i går i en bog om indisk erotisk kunst (”Indian Erotica”) en gengivelse af en miniture forestillende en maharaja i spidsen for sin hær. Hans hest er uforholdsmæssigt stor i sammenligningen med hans stormænds, der følger lige efter ham – i nøje overensstemmelse med 15- og 16hundredetallets konventioner. I den samme bog en redegørelse for den hinduistiske (vediske) hesteofring jf. det erotiske aspekt af asvamedha-ritualet (ranien der ligger med hesten og raja’en der ligger mellem raniens ben uden ”at forlyste sig med hende”). Mht. hestesymbolikken også Mads’ kommentar til synet af en hest på en mark, da vi i går kørte med indholdet fra carporten til lossepladsen i Rudkøbing. Han gjorde opmærksom på at hestens udprægede kvindelige former, og jeg tilføjede, at jo både hingste og hopper har kvindelige kurver.

Overvejede – ligeledes i går, mens jeg sad og så fjernsyn om de kristne martyrer (Vivia Perpetua – Jünger omtaler i sin dagbog også konen som Perpetua – sic!) - endnu engang at smide alle Jüngers bøger og i det hele taget mit bibliotek og mine manuskripter ud..

Mht. Dronningens hænder har jeg lige nu intet at holde mig til. Samme hånd på hver arm…? Og sandsyneligvis var der ikke tale om dukkehænder, trædukkehænder, primitivt 14- eller 15hundredtals nordeuropæisk gotisk kirketræskærerarbejde. Måske var det slet ikke Margrethe d. 2. men d. 1.! En monark med træhænder, og så må den ene hånd være faldet (eller slået) af, og man har for synets skyld sat en ny kunstig hånd på, uden at tage hensyn til om det var en venstre eller en højrehånd. Majestætens magtord kan  uden hånd og håndsret jo ikke være så magtfuldt.

I øvrigt samtaler forleden om dukker og dukketeater.

Mht. at være forladt i skoven, hvem har ikke prøvet det? Og hvornår har jeg ikke prøvet det? Vores ekskrementer må vi jo slippe og i skoven farer man vild.

Den brændende hest

Endelig vil ingen jo med bestemthed kunne sige – før det er for sendt – om drømmen er et varsel, enten om en personlig eller kollektiv (og i så fald en personlig) katastrofe! Store sandrømme gives. Det mest nærliggende forekommer mig dog at være at den brændende hest er et  - velvalgt – billede på et så at sige flammende driftsliv, måske et driftsliv som for tiden ikke kan finde naturligt afløb og som nu gør opmærksom på sin inflammative karakter. End ikke skabende udfoldelse på et højt niveau – Ernst Jünger – formår at slukke branden.

Der er således udlægningsmuligheder nok. Mht. drømmen om brevet fra Henrik N. kan udlægningen lige så vel være at der hersker en vis jævnbyrdighed (skabende); ”Godt ord igen,” lyder kommentaren, som om jeg ser mig nødsaget til at afvise ”min skyggeside” (hvilket terapeutisk eller mentalhygiejnisk vel heller ikke vil være den mest hensigtsmæssige disposition!) Altså…

Dronningedrømmen kunne nemt bringes i forhold til dukketeatermotivet i romanen og i det hele taget til marionetteateret som mikrokosmos i hænderne på ”Den lille Skaber”.

Disse alternativtydninger vil næppe ikke være i overensstemmelse med Jungs psykologi men måske nok med realiteterne. En – ikke alt for overdreven men dog  - ivrig forfølgelse af drømmemotiver med relation til brændende heste, kongelige dukker og skovslig forladthed ligger selvfølgelig lige for. Forladtheden i skoven er i øvrigt et motiv der ofte optræder i mine drømme såvel som i min litteratur. En skov indbyder til vildfarelse. Er jeg ikke så hyppigt på Herrens mark er jeg dog ofte alene i en Dantesk skov. Det bør måske erindres at en masse kulturstof plejer at optræde i mine drømme. Dagen før jeg drømte om brændende heste havde jeg, som  vistnok nævnt, læst i bogen ”Indian Erotica” om asvamedha, den rituelle vediske hesteofring.

Forbedringer
Jeg kan se de udvikler sig, de bliver bedre og bedre. Hver gang forbedrer jeg dem, og de bliver mere og mere tiltrækkende, der kommer stærkere og stærkere udtryk i ansigterne, kroppene bliver mere og mere udfordrende, mere og mere - de bliver i det hele taget, om man kan sige realistiske, véd jeg ikke, men de bliver i hvert fald mere og mere inviterende, på trods af den ubehagelige situation de befinder sig i. De bliver bedre og bedre, selv dem jeg tidligere var tilbøjelig til at gå let henover, forholde mig bagatelliserende til, dog ikke udelukkende muligheden af at kunne foretage forbedringer, gøre ansigterne kønnere, mere liderlige og mere mærkede af lidelsen og dødsangsten; selv de relativt uinteressante kan jeg foretage forbedringer på. Det viser sig at der næsten ingen grænser er, med en blyant og et viskelæder kan man komme langt. Snart vil hele bunken have opnået en sådan grad af perfektibilitet at jeg vil kunne få det maximale udbytte af dem. De udvikler sig, de bliver bedre og bedre, og det bliver sværere og sværere at afvise dem.

Man kunne selvfølgelig udbrede sig langt mere vidtløftigt om foretagne forbedringer og kunne f.eks. tilføje en omtale af de subtile ændringer i fysiognomierne, hist et mere udtalt pinefuldt, frygtsomt, angstfyldt o.desl. ansigtsudtryk, men også - selvfølgelig - de talløse variationer af skrækblandet vellystig imødekommenhed overfor de eksekverende, de skamfuIdt nedslagne øjne, det åbenlyst inviterende blik, ansigt til ansigt med retteren, udøveren af den af domsmagten fældede dom, m.a.o. den dømtes - set såvel fra en juridisk, en psykologisk som fra en æstetisk synsvinkel - overordentligt interessante måde at forholde sig til det uigenkaldelige på.
Og her kan der på de utallige fremstillinger af rettergangen - jo næsten i det uendelige -foretages forbedringer, idet nuancerne i mimik og kropsholdning, i blikket, i de allerfineste små muskelilinger omkring det udtryksfulde og emotionelt stærkt afslørende mundparti ned til den allernederste tusindedels millimeter (er det ikke "my” de kaldes i dag) vil vise sig at være afslørende for den dømtes reaktion på sin dom, og som vil kunne forbedres, nuanceres, præciseres - i en udstrækning så det til sidst vil være muligt at fatte ikke alene den fysiske og psykiske men endog den metafysiske og parapsykiske detailrigdom i rettergangen, i denne langsomt men med stor sikkerhed fremadskridende proces med dens – som nævnt – talløse nuancer af angst, forventning og til det ekstatiske grænsende kønslige ophidselse - disse for beskueren fascinerende emotioner som de kommer til udtryk i den dømtes fvsiognomi og kropsholdning.  Men måske vil en række eksemplifikationer af mødet mellem eksekutor (eller offerpræst) og dødsdømt (eller udvalgte offer) vise sig langt mere illustrative og således lade problematikken træde frem i sin egentlige religiøse substantialitet.

Og så tænker man: Det er jo bare en dårlig undskyldning, du er jo syg mand; hvis du ikke havde ordene som dine krykker men kunne springe frit omkring, ville du nemt kunne finde dig et job et eller anden sted i et uland med de gode gamle traditioner. Eller du ville måske med lidt held og behændighed kunne slå dig gennem under mere civiliserede vilkår som seksualmorder.  For vi har det i os det dér og har altid - eller næsten altid - haft det. Og vi må bare svare: ”Vor herre bevares!” Men dette er er jo ikke bekendelseslitteratur eller en selvbiografi? Det er efterretninger. Slet og ret.

Vedrørende stening af kvinder og piger.

Spørgsmålet er: Skal hun have sløret af inden hun stenes, eller skal hun beholde det på? Det er af flere grunde vigtigt at få det spørgsmål ordentligt besvaret. Især gør retslige og æstetiske grunde sig gældende. En kvinde som er dømt til stening bør ret beset betragtes som en frafalden, idet hendes brøde hænger ubrydeligt sammen med opsætsighed, ikke alene mod husbond, dersom hun har været utro og gjort sig skyldig i hor, eller – for den sags skyld, i fald hun er mindreårig – har teet sig usømmeligt, men under alle omstændigheder (ser vi et øjeblik bort fra familiens ære) mod selveste islam. Hun har forbrudt sig både som kvinde og som underkastet det man bør underkaste sig (især hvis man er kvinde!), nemlig islam, so jo betyder underkastelse. Og er hun, den til stening dømte kvinde eller pige, således at betragte som en frafalden, står hun ikke længere under islams beskyttelse, befinder hun sig ikke længere i dar al islam men i dar al harb, i krigens eller fjendens hus, hvilket sidste er værdt at tænke på! Det vil derfor give god mening at fjerne hendes niqab. For at lade hende beholde hovedbeklædningen på taler vel kun det synspunkt at synet af et blodigt kvæstet kvinde- eller pigehoved kan have en – om end utilsigtet – stødende virkning på de mindreårige drenge der overværer afstraffelsen. Skønt: stødende kan denne virkning vel kun være, dersom man går ud fra at de små drenge misbilliger straffen, hvad de må formodes ikke at gøre, dersom de er vel-opdragne, dersom de er blevet ordentligt vejledte af deres fædre og onkler og således retledte. Det chokerende – i snævrere forstand æstetiske, ja, man kunne måske oven i købet sige sublime – ubehag ved at overvære den blodige stening af en kvinde eller en pige, som er utildækket, må forventes til fulde at opvejes af fastheden i straffens udførelse. Dette gælder såvel voksne mænd som drengebørn. Som det ses, falder under alle omstændigheder argumenterne for at lade kvinden eller pigen beholde sløret på under steningen bort. Selvom det er mindre chokerende – men vel at mærke netop derved mindre befæstende i retledtheden – at betragte et tildækket kvinde- eller pigehoved under en sådan afstraffelse, vil det altså til enhver tid være at foretrække at steningen finder sted mens kvinden (eller pigen) er utildækket. Desuden er det lettere at ramme de områder i ansigtet og på hovedet hos kvinden/pigen, der tillader påføringen af den – om muligt – langsommeste og smerteligste død, i retfærdighedens navn, til Den Almægtiges ære; og til kvindens/pigens evige vanære, dersom hun stenes uden slør.

Rettidig omhu

”Æv,” tænkte Ahmed, da han hang der ude over balkonens rækværk, med en religiøs politibetjents faste greb om sin ene ankel, mens det frie ben foretog nogle sjove bevægelser (sjove for dem der kiggede på), ”jeg skulle aldrig være begyndt på det der med Malik, selvom det var lækkert når han masede sin kæmpepik ind i mit røvhul og – det lækreste af det hele! – når han fistede mig. Jeg skulle have ladet være, jeg skulle have ladet være!” tænkte han. Men Ahmed nåede ikke at tænke så meget mere, så lå han pludselig syv etager nede på fortovet ved siden af Malik, der for længst var blødt færdig. De lå begge i underligt forvredne stillinger, sådan med benene ude til siderne, som et par kludedukker, og Ahmeds hoved var totalt knust efter mødet med den hårde fortovsflise det havde ramt. I modsætning til Malik, der var landet på ryggen, og som nærmest var knækket midt over ved faldet, var Ahmed røget lige durk på hovedet. Bang og pling og bums, havde det ligesom sagt, og en ganske forfærdelig smerte var hvirvlet gennem hans krop. Måske det var faldet og styrtet gennem luften, efter at den religiøse betjent med frydefuld langsommelighed havde løsnet sit greb om Ahmeds ankel, der sammen med hovedknusningen under mødet med fortovsflisen havde udløst den dèr grimme fornemmelse af hvirvlende smerte; det var ikke til at afgøre, og da slet ikke nu, da der ikke længere var en bevidst afgørende instans tilstede hos den homofile Ahmed. Han lå bare dér, pladask, smadret ved siden af sin bøsseven, Malik – på gaden i den lille saudiske by, lige foran politistationen, mens folk strømmede til for at se, og små drenge blev løftet op af deres fædre, så de til skræk og advarsel kunne erfare hvad der skete hvis man gav sig til at kæle med en af sit eget køn. Råbet Allah hu akbar! gjaldede, og den lokale mufti oppe på balkonen smilede.  

I orkanens øje eller De 4 tigre

I al stilfærdighed – det var rørende at se – blev tigrene lukket ind i det lille skovløberhus. Pænt og roligt, uden at man mærkede det mindste til rovdyret i dem, trådte de over dørtærsklen ind til de venlige mennesker, som havde passet adskillige kuld nu snart i mange år. Man måtte forestille sig at madmor stod inde i entréen og kaldte på dem. Lydigt kom de smukke dyr gående ud fra skoven og trådte over tærsklen. Jeg stod i nogen afstand fra huset og iagttog den elegante, formfuldendte lydighed hvormed de unge tigre, to hanner og to hunner, stadig lidt hvalpelodne og tilsyneladende ganske tamme, begav sig hjem til far og mor. ”Så stille kan det altså lade sig gøre,” sagde jeg til mig selv, ”så gennemført kultiveret, uden at dyrene mister deres farlighed.” I den store grønne skov vidste jeg, lå tigre og løver i lysningerne og solede sig.

Jeg grundede en tid over det nydelige syn. Så blev jeg vækket af min meditation af nogle gennemtrængende skrig inde fra skovløberhytten, og lidt efter kom de smukke dyr gående ud fra huset. Deres snuder var røde af blod. Jeg stod musestille og lod dem forsvinde ind i tykningen, ind i den store skov, hvorfra de oprindelig var kommet. Jeg havde ikke lyst til at gå ind i skovløberhytten for at se hvad der var sket. Jeg kunne jo også næsten gætte mig til det. Men sådan er der så meget. Som man ikke skal grave i.

 

Mongolske sporer

Ånden blusser op og vi suser afsted på vores små blå heste. Vi gaber over vinden. Vores tunger eksploderer. Det var ikke så godt. Så må vi begynde forfra. Ånden… Mongolske sporer. Ingen har som mongolerne ord for manker og haler. Flyvende manker, hestehaler ni i tal og hundredevis af brændende byer. Ånden i flammer.