Illustration fra seneste bog "Forløbelser"

De blå æbler kommer på besøg

At begive sig ind i et kruset vildnis og falde død om på en smattet skovsti, og det er ved efterårstide… det kan vi også. Der havde været dyr – hunde m.v. -. Men det var ikke det værste den dag. Det værste var festens giver og de mange gæster. Måske også den måde lyset faldt på, denne dag tidligt i november med lidt gyldentsolbelyst bladehang på træerne, uheldsvangert på en baggrund af dueblå regnskyer. På den anden side: Kommer man lige fra drømmens mølle, tager alle genstande farve efter de ujordiske begivenheder der udspilledes her, det synderlige spættede mel der maledes og de spæde farver på klæderne drømmens skikkelser var iført. Men det var ikke for ikke at sige aldrig helt klart hvad det var der taltes om.

Dyrets pels er sort. På bløde faste poter træder panteren. Dens blanke sorte pels. Dens øjne: vidåbne i jagtens iver, gule af fornuftig sult. Men det er ikke mig som er byttet men en der står ved min side. Så godt.

Jeg ved godt at du ikke ved at jeg ved at du ikke eller ovre på den anden side af hækken. De sortes hvide boliger.

Jeg graver mig ned til mine drømmes hånd. Den er så fager. Jeg troede den var en lilje.

Parret

”Jeg ville gerne være sådan et ungt par, der står for at skulle købe hus. Og det er sommer og de har endnu ikke fået børn men håber på snart, og jeg – altså det unge par – går sådan rundt og ser på huset, det er en lækker hvid villa i to etager et sted i Nordsjælland med udsigt over Sundet, og vi er så glade og så unge og så lykkelige, der er ingen grænser, og måske venter vi os allerede, og jeg glæder mig sådan til at skulle ud med barnevognen og skifte ble og alt det dèr.” ”Jamen, du kan da ikke være et par, du er jo kun én person, og du kan da heller ikke være mand og kone, så længe du kun er mand, jeg mener…” Han spurgte ind til noget jeg egentlig aldrig havde tænkt over, men det blev jeg så tvunget til nu, selvom jeg for længst vidste hvordan både hun og han så ud og var sikker på at jeg var et par, sådan et ungt par, med et lyst syn på fremtiden, meget forelskede eller i det mindste glade for hinanden, som man jo helst skal være når man danner par eller gifter sig. Nu blev jeg så imidlertid rystet i min sikkerhed, og det var måske meget godt. Da han sådan spurgte ind til... Der var høj blå himmel over vore hoveder da vi stod dér oppe på altanen, oppe på første sal og så ud over Sundet, der den dag var fuldt af sejlere, fordi der var lidt vind, ikke for meget, men heller ikke for lidt, lige tilpas til at man kunne skyde en god fart i en stor sejlbåd eller en lystyacht; sådan en havde de også kigget på. Der hørte heldigvis et ordentligt stort badehus til grunden, som var intet mindre end anseeelig. Så spurgte han igen ind til det dær med mig, min person og det at jeg var – eller mente at være – et par. Han foreholdt mig det umulige, det fornuftsstridige i tanken, men jeg ville ikke give mig, heller ikke selvom hans indsigelse havde vakt min eftertanke og min tvivl og tvivlen voksede, som fosteret i moders bug, en livmoder, stedet, hulrummet hvor det vordende barn ernærer sig af moderen, den bærende, fødersken, gennem navlestrengen, af moderkagen, som den hedder, eller placenta, nam-nam. Og tvivlen voksede sig vældig, og det endte med at jeg overvældedes af tvivl og sagde: ”Jeg er skideligeglad med hvad du mener, men jeg kan det hele, jeg er det hele, har altid været det hele og vil altid være det hele, også sådan et ungt, idiotisk par der gifter sig, ser på dyrt hus, får barn og derpå slår op med hinanden for at gå hver sin vej, som det hedder, han ligeud ad landevejen til Helsingør, hun til venstre, helt ind i Gribskov, for at forsvinde ad de mange stier, der er og altid har været i sådan en skov, det var dyrerne der lavede dem, til styrte henad – måske i adskillige dumdristigt vildfarene, multiplicerede kvindeskikkelser, hustru og moder. Mens altså manden, husbond, har fart på ad vejen til Helsingør, hvor der stadig går færge til – er det ikke Landskrona byen hedder på den anden side, dér hvor sundet, Øresund, er smallest og en god svømmer kan svømme over på et par timer. Nej, det er Helsingborg! Svensk for Helsingør! Og manden, husbond, når lige færgen, den næste går først om en time, og han er glad, for han har travlt. Engang – i en anden af mine bøger – slog konen op med manden på et hotelværelse i Helsingør, og han, manden, havde nær kvavlt hende af raseri. Hun var feminist. Det havde han aldrig været. Hun forstod ham ikke, det vil sige hun kendte ikke sin plads. I fortællingen er hun fremstillet som en jødisk kvinde, og det lovede ikke godt. Men lad det ligge. Husbond sprang overbord lige før færgen nåede i havn i Helsingborg. Landskrona er bare fæstningen, den har sin egen historie, som vi ikke skal ind på her. Husbond gik til i de mudrede vande, nu var det blevet efterår og ikke mere, som da parret så på hus, strålende forår eller sommmer, blå himmel og den slags, det var mørkt og skyforrevet efterår, og mens husbond druknede ved indsejlingen til den skånske by Helsingborg, dér hvor Øresund er smallest og det lader sig gøre at svømmme over i godt vejr vel at mærke – på et par timer, forvildede hustruen, konen eller samleversken sig ad de talløse stier i Gribskov, i talløse skikkelser dybere og dybere ind mellem træstammerne, hvor hun mødte dyr og dyr og atter dyr, der forbavsede betragtede hende med deres vidåbne dyreøjne og ikke lod sig forskrække af kvinden, for de var de lykkelige dyriske ejere af den store skov – det var før den blev Kongens eller Folkets – og kvinden, konen, hustruen eller samleversken var en modig kvinde, der ikke veg af vejen for nogen, og som trods alt havde sat et barn i verden, en retarderet tvetulle. Og den tvetulle, den var mig. Nej, det passer ikke! Hun havde bare sat en unge, endnu et rædselsvækkende væsen i verden, og det væsen var og er og bliver heller ikke mig! Når vi nævner det er det mere for at understrege at parret var ungt og lykkeligt og egentlig kun så på hus og ville lave børn, være familie. Så holder vi op.

Nej, vi fortsætter, og jeg fastholder – stadigvæk på det kraftigste imødegået af ham, hvem han nu er – at jeg er parret, dette par, der kom så grueligt galt afsted, hvor alt begyndte så lyst og godt, med hus og lystyacht, hund og kat, godmorgen og godnat, og endte så forfærdelig trist, med husbonds druknedød lige ud for færgelejet i Helsingborg, og konens, hustruens, samleverskens amokløb i den store skov, i tusind skikkelser ad alle dyrenes forbandede stier, undrende iagtaget af disse, endvidere at jeg er og bliver dette par, det forvildede, det vildfarne, han i dybet, ved indsejlingen til Helsingborg, hun i skovens vildnis af det i det uendelige sig forgrenende mylder af stier, disse dyre...hvad er det nu de hedder, dem hvorad de springende hjorte kommer springende, i fuld fart, så mulden står i kaskader bag deres hove? Ja, vi kender det godt, det dær: At komme fredeligt gående hen ad et sådant spor – et veksel hedder det! - og så pludselig, lige med ét: gungadagung, gungadagung, gungadagung, er den der, er den der lige bag en, det er dårligt man når at springe til side, det er kun på et hængende hår at man ikke bliver rendt over ende af et vildt dyr. Jeg har selv, engang, men det var i dyrehaven. Det er langt værre i Gribskov, hvor de er langt flere og langt større, dyrene dér, og hvor gevirerne hvert efterår smælder mod hinanden, træagtigt, disse klak-klak lyde under kampen om hun'erne, de latterlige slagsmål om retten til at befrugte, til at formere sig og fortsætte dette animalske amokløb mod intetheden. Naturens gang, kalder man det. Men der bør ikke herske tvivl om at jeg – vi, hvad, hvor og hvem vi nu er – er dette par, disse forkvaklede to, disse lysets børn, de solstråleøjede, himmelmundede, avlsberedte, generation ind, generation ud, han med vand i sin mund – ved indløbet til Landskrona – hun sølet til af mudderet fra dyrenes veksler i den grænseløse skov. Fordelende os i det der fordeler sig, suget ned af hvirvlerne fra skibsskruen i færgelejet i Landskrona og – i overensstemmelse med naturens love – flagrende tilintetgørelsen imøde ad Gribskovs mudrede veksler, mens natten falder på, og dyrene – efter endt løb – belaver sig på at gå til ro. Der skal ikke herske tvivl om at jeg er dette gyselige par, denne kosmiske misforståelse, denne biologiske bommert, og meget, meget andet og mere til! Det gør der heller ikke. Jeg – eller vi! - er hele molevitten: Dette mylder af mennesker og dyr og det glade unge par på terrassen med udsigt over Sundet. Og med ejendomsmægleren, en solbrændt yngre mand i et nydeligt mørkt jakkesæt stående i døråbningen, i baggrunden, i forsøget på så vidt muligt ikke at skygge for meget for solen og det unge par, en nydelig solbrændt yngre mand i et nydeligt mørkt jakkesæt, eller bare i en hvid, åbentstående skjorte, en rigtig forårs- eller sommerdagsskjorte og et par mørke bukser... Således kunne min - eller vores - beretning være fortsat ud over det blå Øresund, lige ind i Guds blå himmel, hvis vi ikke i en fart havde grebet ind, med et raskt tag havde snuppet ejendomsmæglerfiguren og knust den mellem vore fingre, som den latterlige baggrundsfigur den var, og derefter løftet det unge par i en prins- og prinsessekaret op fra altanen eller balkonen, hvor de stod, og med en rask bevægelse slynget dem op i luften, op i den blå, blå himmel, hvor der hverken er dyreveksler eller skibsskruer til at forstyrre, hvor hjorte ikke færdes og færger ikke sejler, og hvor, åh, åh, det er så yndigt at følges ad og sætte børn i verden og skilles ad igen for derpå at gå hver til sit og hurtigt til grunde. Næ, véd du nu hvad!