De udhungrede

Der var ikke meget sjov ved at lege med den hængte pige, men de fleste hoppede på den alligevel. De drog i flokke på en tre-fire stykker et par gange om dagen ud til galgen hvor hun hang, firede hende ned og sloges så lidt om at bolle hende i sneen. Sommetider gik en rask sneboldkamp forud for de egentlige nekrofile udfoldelser, men i reglen var mændene så sultne at de gik om bord i pigen med det samme, men at sige med det samme er måske nok lidt overdrevet, for selv om det frøs 15 gr. om natten, tøede det efterhånden så meget om dagen, at tøsen efterhånden blev et ådsel. Hun begyndte at stinke, så de til at begynde med måtte have et tørklæde om næsen når de skulle tømme sig, men efterhånden var det ikke nok med tørklædet, fordi liget begyndte at gå i opløsning og kødet faldt af. En dag da en af mændene trak sin pik ud af pigen, brød han ud i et højt: "Føj for Helvede da osse!", og da de andre kom til så de at mandens tømte lem var indsmurt i grønne, blå og violette forrådnelsessafter fra tøsens skød. Manden greb ud efter de sidste sjatter tøsne der lå ved retterstedet og smurte og smurte og smurte for at få råddenskaben væk. "Vi knepper jo osse et lig!" var der en af mændene der råbte og slog en høj, gjaldende latter op. En latter der var så høj, at den vækkede en officer der lå i et af teltene nede i lavningen og tog sig en eftermiddagslur. Han sprang op, kastede sin kappe om sig, trak sin Walther og stormede ud af teltet. Oppe på galgebakken så han flokken af mænd der var i færd med at hejse resterne af den nu hurtigt rådnende pige op i galgen. Der gik ikke mange minutter, så var han deroppe. "Hvad i Helvede er det der foregår her!" brølede han. Mændene vendte sig om og gloede. "Stå ret når en officer taler til Dem!" skreg befalingsmanden og måtte holde sig for næsen, for en af pigens fødder havde løsnet sig og var dumpet ned lige ved siden af hvor han stod, ned i pløret, ned mellem de hurtigt smeltende snerester. Så begreb han hvad det var der foregik og åbenbart havde gået for sig et stykke tid, for en af mændene knækkede sammen og gav sig til at sprutte af grin, og nu kunne officeren heller ikke holde sig tilbage fra at le. "Na, jut Männer,” sagde han som den ærkeberliner han var, "machen Sie sofort dass die Hure in die Erde kommt!" Mændene var lettede over at officeren ikke tog på vej. Han havde givet grønt lys for det der var værre, fornemmede de, og hvordan med hans egne lyster, hvor længe havde han holdt dem i tømme, hvor længe kunne han holde dem i tømme, dersom han ikke forlængst havde taget for sig af retterne når tøserne blev forhørt.

De røde satte pigebørnene til det beskidte arbejde med at lokke Werhrmachtsoldaterne og SS-folkene i baghold og gøre ting ved dem der var mindst lige så syge som det de forhærdede Østfrontkæmpere muntrede sig med. I krig og kærlighed er der som bekendt frit slag, og få var de som var viklet ind i det store verdensanskuelsesopgør der slap fra det med kønsdelene i behold, for slet ikke at tænke på den sarte uskyld som udmærker de ganske unge individer.
Mange af de unge menige fik i reglen deres første seksuelle erfaring med en partisantøs der skulle op og danse i galgen, og disse Den røde Hærs særligt udvalgte, patriotiske unge damer fik ikke bare deres første men også så ubetinget deres sidste storslåede, brutale seksuelle erfaring med en ung Schütze eller SS-Sturmmann - hvis da ikke en liderlig kommisær havde været der forinden og snuppet blomsten - godt for noget måske, for så blev oplevelsen med den klodsede tyske knægt måske knap så brutal, thi af ubehjælpsomheden gror brutaliteten, og få var de tilfælde hvor pigen hjalp til, så skulle hun da være helt usædvanlig kærligt anlagt, og da både Vor Herre, hans søn og dennes moder, Den hellige Jomfru, havde fået besked på at skride i det nye proletariske paradis, var martyrieagtig opofrelse et sjældent forekommende fænomen under de forhold på de kanter.
Men som sagt: Pigen - eller hendes stinkende rester - blev dumpet ned fra galgen hvor de hang og dryppede, en grav på en meters dybde (for længere ned kom man ikke, fordi jorden ikke var tøet helt) gravet, det uskønne kadaver, som mændene lige pludselig ikke fattede at de kunne have haft så meget sjov med, trillet ned i hullet, og så jord og snesjap ovenpå, og ned ad bakken, tilbage til lejren i lavningen gik det, med majoren i spidsen, gavmildt delende ud af sin Napoleonscognac, som han havde flere feltflasker fulde af, dinglende som håndgranater fra sit bælte.
"Auf Widersehen meine Herren beim nächsten Leichenmahlzeit!" råbte han skidefuld og på rulleskøjter og tumlede ind i sit telt, hvor han lige nåede at lande i feltsengen før han faldt i en dyb søvn.
Da han vågnede næste morgen, havde han regnet ud at pigen i galgen på højen havde haft besøg af hele bataljonen fordelt på grupper fra tre til otte kampklare mænd. Da enheder fra Den røde Hær en uge efter begyndte at dukke op i horisonten gik majoren fra telt til telt og indsamlede dagbøger, endnu ikke afsendt post og hvad der ellers kunne være af såkaldt belastende materiale. Men da bataljonen fortrak i tide, nåede de fleste af mændene hjem i god behold, og ikke så få af d'herrer fik hurtigt betydelige poster i det ny embedsværk eller de slog sig succesrigt igennem som forretningsfolk, først på det sorte marked, siden som anstændige erhvervsdrivende, der kun havde muntre og poetiske ting at berette fra dengang på Østfronten.