Og
Stjernens Navn var Malurt
Her er
manden der med et skummelt smil huggede sine egne ben og arme af og
havde en mekanisk bøddel til at snuppe højrearmen og hovedet.
Og her
er manden der med et forlegent og undskyldende udtryk i det smalle
hvide hoved malede sig selv til mel. Han var i forvejen ikke meget
andet end skind og ben. En mekanisk møllersvend fik til opgave at
fuldende arbejdet.
Her er
også manden der filerede sig selv, som med en lille elegant, let
krummet og barberbladsskarp filerkniv skar sig selv ud i fileter,
lige for børnene og børnebørnene til at tage op og lægge på
panden. En mekanisk slagtersvend stod for fileteringen af den øverste
højre side af ryggen. For den slags havde børnene ikke forstand på.
Eller de var for fine til det. De kunne lige klare at smide fileterne
på panden, mens faderen henholdsvis bedstefaderen, stille og
kridhvid i hovedet efter blodladningen, sank forover, knaldede panden
i køkkengulvet og langsomt udåndede. Og så blev der ellers stegt
så røgen væltede ind i stuerne og alle vinduer måtte slåes op
på vid gab. Tungen, som et af børnene skar ud af munden på farfar
og som ikke kunne bruges til noget, smed det yngste barn, efter at
have leget lidt med den, ud i haven, hvor hunden straks kom og
guffede den i sig. Knoglerne huggede svigerdatteren ud til kødben og
lagde dem i fryseren, at hunden ikke skulle foræde sig.
Men
historien om de tre ivrigt selvmutilerende mænd har den –
måske noget fortænkte –
pointe, at manden der malede sig selv til mel led af ergotisme, fordi
han igennem længere tid havde været gæst på godset Vrange og her
havde spist det meldrøjeforgiftede brød, følgelig havde giften
ergotin i kroppen, længe havde haft alle de sædvanlige symptomer på
sygdommen og nu gik rundt som en livsfarlig ret, en dødelig
anretning, et giftigt måltid, der dog ikke, som følge af mandens
ekstreme magerhed, vakte så manges appetit; end ikke de fede
kvinder, der forså sig på ham, fik lyst til at æde ham. Det var
først da en dygtig bager, ved en beklagelig fejltagelse var kommet
til at ælte melet fra hans knogler ind i femogtredive store
kommenskringler, som var blevet spist af femogtredive sultne børn på
en skovtur i Dyrehaven, at det dødbringende resultat af
selvsøndermalingen blev åbenbart: i skovbunden, blandt undrende
kronvildt, og allerede næste dag var i alle landets aviser og på
skærmen.
Liden
tue kan vælte stort læs, som man siger. Hvilket er så sandt som
det er sagt.
De tre
mænd der således bragte sig selv af dage og beredte sig selv som –
i et af tilfældene et særdeles giftigt –
måltid for mennesker i alle aldre var, hvad læseren formentlig
allerede forlængst har gættet, digterne Elend, Iffland og Uhland.
Med Jesus Kristusagtig konsekvens og offervilje afleverede de deres
eget legeme til offentlig bespisning. Forsigtighed ved altergang
indskærpedes derfor i alle landets kirker.
