Det banker på døren. Jeg går ud og
lukker op. Dér står en gravid mand og vil ind, en mand med en
kolossal mave, en vom helt ud over det almindelige, selv hos stærkt
alkoholiserede personer. Og han vil ind. Han fatter om sin mave og
stønner, han udstøder et suk og ser på mig, og det er lige før
han siger: ”Se, se, det er mig, jeg er med barn, jeg skal føde!”
Eller siger han: ”Se, se, kan du se: jeg er fuld af øl, jeg er
gravid, jeg...” Det han kommer med er enormt. Han holder om sin
vom. Han holder om noget med begge sine hænder. Han støtter sin
vom, sin svangre bug, på vej ind i mit hus, som ville han overbringe
en hilsen, en abnormt vigtig hilsen, sin hilsen af øl og vom, sin
ølvoms-gravide hilsen. Og så – nu! – så styrter han, så er
det han styrter. Ind over mit dørtrin. Pludselig vælter de, manden
og hans mave. Han styrter død om i min entré.
”Det her har,” tænker jeg, ”en
så oplagt seksuel karakter, at det vil undre mig meget om jeg ikke
er gået hen og blevet bøsse.” Dét tænker jeg. Det er ikke for
meget sagt. For det erotisk ophidsende syn af manden, der kommer
styrtende ind over mit dørtrin med sin mave, med sin maskuline
graviditet, med sin højspændt giftige maskulinitets-ølvom, må da
være en klar indikation af en ølsjatstinkende homofili, en gniden
sig selv af på sit eget køn, mand mod mand, vom mod vom, højspændt
gravid maskulin bug mod højspændt gravid maskulin bug. Og hvis man
så oven i betænker muligheden af at nedkomme med et giftigt
maskulint barn, en søn af zink og jern, der slægter sin fader på,
en vaskeægte urning, er
der ingen grænser længere for den homofile gavmildhed, thi på
hvert gadehjørne nedkommer nu unge mænd; der fødes, mænd føder,
drenge føder, mænd føder mænd, drenge føder drenge, og snart
står verden i luer af friskfødte bøssedrenge, født af friske
bøssemænd og af friske bøssedrenge. Det kan ikke blive værre. Det
kan ikke blive bedre. Det vil sige: Det kan kun blive værre.