At begive sig ind i et kruset vildnis og falde død om på en smattet skovsti, og det er ved efterårstide… det kan vi også. Der havde været dyr – hunde m.v. -. Men det var ikke det værste den dag. Det værste var festens giver og de mange gæster. Måske også den måde lyset faldt på, denne dag tidligt i november med lidt gyldentsolbelyst bladehang på træerne, uheldsvangert på en baggrund af dueblå regnskyer. På den anden side: Kommer man lige fra drømmens mølle, tager alle genstande farve efter de ujordiske begivenheder der udspilledes her, det synderlige spættede mel der maledes og de spæde farver på klæderne drømmens skikkelser var iført. Men det var ikke for ikke at sige aldrig helt klart hvad det var der taltes om.
Dyrets pels er sort. På bløde faste
poter træder panteren. Dens blanke sorte pels. Dens øjne: vidåbne
i jagtens iver, gule af fornuftig sult. Men det er ikke mig som er
byttet men en der står ved min side. Så godt.
Jeg ved godt at du ikke ved at jeg ved
at du ikke eller ovre på den anden side af hækken. De sortes hvide
boliger.
Jeg graver mig ned til mine drømmes
hånd. Den er så fager. Jeg troede den var en lilje.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar