fredag den 27. juli 2018

En hilsen fra Sommerlandet


Og Stjernens Navn var Malurt

Her er manden der med et skummelt smil huggede sine egne ben og arme af og havde en mekanisk bøddel til at snuppe højrearmen og hovedet.

Og her er manden der med et forlegent og undskyldende udtryk i det smalle hvide hoved malede sig selv til mel. Han var i forvejen ikke meget andet end skind og ben. En mekanisk møllersvend fik til opgave at fuldende arbejdet.

Her er også manden der filerede sig selv, som med en lille elegant, let krummet og barberbladsskarp filerkniv skar sig selv ud i fileter, lige for børnene og børnebørnene til at tage op og lægge på panden. En mekanisk slagtersvend stod for fileteringen af den øverste højre side af ryggen. For den slags havde børnene ikke forstand på. Eller de var for fine til det. De kunne lige klare at smide fileterne på panden, mens faderen henholdsvis bedstefaderen, stille og kridhvid i hovedet efter blodladningen, sank forover, knaldede panden i køkkengulvet og langsomt udåndede. Og så blev der ellers stegt så røgen væltede ind i stuerne og alle vinduer måtte slåes op på vid gab. Tungen, som et af børnene skar ud af munden på farfar og som ikke kunne bruges til noget, smed det yngste barn, efter at have leget lidt med den, ud i haven, hvor hunden straks kom og guffede den i sig. Knoglerne huggede svigerdatteren ud til kødben og lagde dem i fryseren, at hunden ikke skulle foræde sig.

Men historien om de tre ivrigt selvmutilerende mænd har den måske noget fortænkte pointe, at manden der malede sig selv til mel led af ergotisme, fordi han igennem længere tid havde været gæst på godset Vrange og her havde spist det meldrøjeforgiftede brød, følgelig havde giften ergotin i kroppen, længe havde haft alle de sædvanlige symptomer på sygdommen og nu gik rundt som en livsfarlig ret, en dødelig anretning, et giftigt måltid, der dog ikke, som følge af mandens ekstreme magerhed, vakte så manges appetit; end ikke de fede kvinder, der forså sig på ham, fik lyst til at æde ham. Det var først da en dygtig bager, ved en beklagelig fejltagelse var kommet til at ælte melet fra hans knogler ind i femogtredive store kommenskringler, som var blevet spist af femogtredive sultne børn på en skovtur i Dyrehaven, at det dødbringende resultat af selvsøndermalingen blev åbenbart: i skovbunden, blandt undrende kronvildt, og allerede næste dag var i alle landets aviser og på skærmen.
Liden tue kan vælte stort læs, som man siger. Hvilket er så sandt som det er sagt.

De tre mænd der således bragte sig selv af dage og beredte sig selv som i et af tilfældene et særdeles giftigt måltid for mennesker i alle aldre var, hvad læseren formentlig allerede forlængst har gættet, digterne Elend, Iffland og Uhland. Med Jesus Kristusagtig konsekvens og offervilje afleverede de deres eget legeme til offentlig bespisning. Forsigtighed ved altergang indskærpedes derfor i alle landets kirker.

mandag den 4. juli 2016

Historier fortalt på en mørk juninat i året 1830

Det var en smuk varm forårsdag i landsdelen Holsteen i byen Kiel. På byens torv var der rejst et skafot med tre galger. Her skulle tre purunge piger på henholdsvis 14, 15 og 16 år hænges. De var ved retten blevet dømt for at have bedrevet utugt, hvilket var sandt nok for den ene af dem, nemlig hende på 16. Hun havde ganske rigtigt en nat hun var alene hjemme på gården haft et mandfolk på sit kammer og ladet ham tage sin mødom og herudover ydet ham forskellige seksuelle tjenester. Karlen havde - da pigen kort efter gjorde ham jaloux med fodermesteren - sladret til husbond, og nu stod hun ikke til at redde fra galgen. Hvad de to andre små pus angår, hende på 15 og hende på 14, som endnu var spæd af lemmer og havde meget små bryster, var der derimod tale om lutter ondsindede rygter og opspind. Men dommen faldt og den lød, ligesom den over den 16 årige, på døden, skønt begge piger stadig havde deres mødom sømmeligt i behold. Der var, mente anklageren, andre måder at stille en mand tilfreds på end med sin skam, med hvilken udtalelse han selvfølgelig sigtede til det ikke ualmindelige fellatio såvel som det sjældnere men ikke desto mindre hyppige coitus per anum. “Med mund og tarmåbning at gøre en mand glad,” som der stod i stadens lovbog, var ikke mindre forkasteligt, når en pige befandt sig udenfor ægtestanden, end at sprede ben.
Pigerne græd gudsjammerligt da dommen blev afsagt, og deres forældre - to af dem havde begge sine, den, som var den ældste, hun som vitterligt havde forbrudt sig, ejede kun en gammel mor - faldt alle grædende på knæ foran dommerne og bad for deres døtres liv. Men dommen var afsagt, og om appel kunne der ikke være tale. I retssalen voksede stemningen. Klapsalver og høje glædesudbrud var fulgt på afsigelsen af dødsdommene, og nu glædede man sig til at overvære fuldbyrdelsen af dommene på byens galgebakke.
Da dagen kom havde folk allerede tidligt lejret sig på grønsværen nedenfor skafottet med deres medbragte madkurve, og da det var en varm dag og solen skinnede fra en skyfri himmel havde mange medbragt parasoller. På slaget 10 ankom pigerne i en kærre, den sædvanlige der benyttedes til at befordre de dømte fra fængslet til retterstedet. De blev modtaget med klapsalver og sjofle tilråb fra mændene og byens gadedrenge. Bemærkninger som "Forbandede små ludere", "Beskidte tæver", "Liderlige tøser" osv. susede gennem luften som pile og fik tårerne til at trille fra de unge pigers øjne, i hvert fald fra hende på 15 og hende på 14, for den sekstenårige, som jo vitterligt var skyldig og fortjente sin straf, var så sønderbrudt af skamfølelse og anger at hun ønskede forestillingen overstået hurtigst muligt og derfor ikke havde tid eller lyst til så mange tårer, men for dem alle tre gjaldt det dog at de var meget bange for galgen, dette høje uhyggelige sortmalede træredskab der var blevet rejst på skafottet, skafottet der altid stod rede med sin galge, sin blok, sin økse og sine spidse pæle. Til disse sidste, pælene, dømte man nu kun særligt ondartede forbrydere og forbrydersker. Forgangen fredag var en tyveårig barnemorderske blev bragt ud af verden på denne overordenligt smertefulde måde. To døgn havde hun levet med pælen igennem sig, fra kønsåbningen og ud gennem munden. (Pælning var den lokale mestermands specialitet; han var kendt derfor fra Skagen til Basel). De tre piger havde af præsten ladet sig trøste med at de dog ikke var blevet dømt til pælen, hvad der i øvrigt sagtens kunne have været tilfældet; for tre år siden var en 17 årig hore og tyvepige blevet pælet, og hun havde været hele tre døgn om at dø.
Da pigerne, som alle var afklædte, så de mandlige tilskuere rigtig kunne fryde sig over deres faste unge former og deres skære hud (der dog på sine steder skæmmedes af mærkerne fra pisken og det glødende jern - redskaberne som havde vist sig uundværlige for at fremtvinge tilståelsen - ) bagbundne og med benlænker blev hjulpet ned fra kærren, lod der høje hurra-råb fra mængden, og enkelte småsten ramte pigerne. En mand var tilmed trængt igennem vagten og havde spyttet den sekstenårige i ansigtet. Der var dem der mente at det måtte have været karlen hun havde ligget med og som havde sladret til husbond fordi pigen havde gjort ham jaloux med fodermesteren. Men den slags kan man aldrig vide.
Nu fulgte, efter gangen til skafottet, opstigningen ad de 13 trin, som ikke blev foretaget uden vanskeligheder, væsentlig som følge af de tunge jernlænker pigerne bar om anklerne, men en naturlig og fuldt forståelig uvilje mod at betræde skafottet havde også sin andel i besværet. Således nægtede til at begynde med den mindste af dem, den 14 årige – der, når sandt skal siges, ligesom hendes 15 årige lidelsesfælde ikke var jomfru meress efter at et par liderlige rakkerknægte havde befriet dem begge for deres mødomme under torturen - at stige op ad trappen med de 13 trin. Knægtene der holdt hende måtte slæbe hende op ad de første fem trin, så først kunne hun selv gå resten af vejen. Nede blandt tilskuerne hørte man tydeligt de to yngstes gråd. De hulkede højt, og da man lagde løkken om halsen på den 15 årige gav hun sig til at skrige, så bøddelen måtte lange hende et par lussinger. Det hjalp. Når pigebørn bliver hysteriske plejer et par flade at være på rette plads. Således også her. Da den 14 årige besvimede, fik hun en kande koldt vand hældt i ansigtet, og hver gang en af pigerne var ved at miste bevidstheden af angst, gentoges proceduren. Som på alle rettersteder i verden gjaldt også her den regel at den dømte skal lide døden ved fuld bevisthed. Løkkerne var blevet lagt om halsen på pigerne, lovlig skødesløst kunne man mene, da knuderne enten var strammet under hagen eller nakken, hvilket som det vides medfører en langsom og smertefuld kvælningsdød. Men uden tvivl har bødlen været opmærksom på stemningen blandt de ophidsede tilskuere og fornemmet at man ønskede lidt ekstra underholdning og nødigt ville spises af med en kortvarig lille affære på fem eller ti minutter. Nu - og det var så sikkert som amen i kirken - ventede der pigerne en dødskamp på mindst tyve minutter. Planken de tre piger var blevet løftet op på (ingen af dem var selvfølgeligt frivilligt steget op på den) gav bødlen et fur, og så hang putterne dér og sparkede. De sparkede som bare pokker og vred sig så det var en lyst for hvert et liderligt mandfolk at se derpå. Rundt om var der nogle mænd der ikke kunne styre sig og som enten kastede sig over deres koner eller tjenestepiger eller gav sig masturbationen i vold, thi det er en kendt sag at der består et tæt og inderligt forhold mellem lysten og døden, mellem glæden ved at avle og glæden ved at dræbe eller - som i dette tilfælde - overvære drab. Og da der så tilmed var tale om ungt kød, om tre kønne lige netop mandbare pigebørn der fik løkken lagt om halsen og kom op at sprælle i galgen, var hvad man sikkert i alle andre tilfælde ville havde betegnet som udskejelser, fuldt ud forståelige og tilgivelige.
Bødlen, som var en i alle måder erfaren mand, kunne selvfølgelig ikke undlade at trække lidt på smilebåndet af den umådelige mangel på beherskelse blandt de mandlige vidner til henrettelsen, men at han heller ikke selv var ganske uberørt af pigernes kvælningsdans i galgen, herom vidnede - heldigvis kun for præsten og borgmesteren - en gevaldig bule bag hans sorte tyreskindssforklæde. Bødlens blik gled fra den 16 årige, som havde lange lyse lokker og et mut udtryk i ansigtet, til den 15 årige, som var en mørktlødet glut (hun kunne se ud til at have sigøjnerblod i årerne) med langt sort hår og af sin alder overordentligt yppige bryster, videre til den 14 årige, hos hvem løkken, som han omhyggeligt havde lagt under hagen, havde forskubbet sig lidt til siden, så hun så ham lige ind i øjnene. Denne pige var ikke langt fra at være den kønneste. Til trods for at hun ikke var færdigudviklet, var hendes bryster spidse og indbydende (de formerligt råbte til enhver mand om at blive grebet om og mast og bidt i), hendes hofter brede, hendes baller store, runde og røde - hvis ikke ligefrem blodunderløbne - efter de mange slag det havde været nødvendigt at give hende under forhøret for at få hende til at tilstå en forbrydelse hun ikke havde begået. Det lange hår var mørkeblondt med lysere striber i, de smukt svungne øjenbryn næsten sorte, munden lille, de fyldige læber naturligt røde, hagen blød og velmodeleret, skuldrene runde, hendes hænder var små og virkede faste (så hun havde sikkert været en eller anden karl eller måske en ældre broder behjælpelig), og hendes lår runde og velformede. Det var sandsynligvis denne pige, den yngste og den kønneste af de tre, som med sin krop, der vred sig i dødskramper og med sit mørke, af intens lidelse, af voldsom pine fyldte blik, havde givet mestermanden den pinlige rejsning, som han jo ikke, uden at vække pinlig opsigt, kunne komme af med på stedet.
Da der var gået ti minutter begyndte de ufrivillige spasmer og den ligeledes ufrivillige tømning hos den sekstenårige. Bøddelen måtte i en fart hen med en spand, for at hindre skafottet i at ligne en retirade. Pigens læber bevægede sig som om hun bad, hvad hun næppe gjorde, idet hun, efter alt at dømme var mere alle mindre lammet, men næppe uden følelse i kroppen. Hendes lægge og fødder sitrede. Til egentlig sparken var der tydeligvis ikke længere kræfter. Fra hende kom der nu ikke andre lyde end lyden af urin og fækalier der tømtes i spanden, der var blevet anbragt under hende. Fra sigøjnerpigen, den 15 årige og fra den 14 årige, bøddelens favorit, lød der stadig hiven efter vejret, nogle sidste desperate forsøg på at hindre det uundgåelige - den endelige tillukning af luftrøret som følge af løkkens sammensnøring af halsmusklerne, som havde været så længe om at finde sted på grund af den med hensigt skødesløse anlæggelse af løkken om pigernes halse. Fra den 14 årige kom der umiskendelige kvælningslyde. Der kom en gurglen og en sagte, en mærkeligt blid lille hvæsen fra pigens let åbnede mund. Øjnene havde hun lukket. Hun så ikke mere på bøddelen, hvad der kun gjorde ham endnu mere ophidset. Fem minutter efter bemærkede han, at den 16 åriges øjne stod vidåbne. De var bristede. Pigen var død. Hun hang i løkken og så ud til at kigge ned i spanden under sine fødder. Også de to andre piger havde bøddelen i en fart måttet stille spande under. Den af pigerne der havde tømt sig mindst var sært nok den 14 årige, som han næsten havde forelsket sig i. Der flød kun lidt tyndt gult og brunt ned ad hendes ene lår. Det var alt. Sigøjnerpigen havde det sprøjtet fra. Denne begivenhed var blevet ledsaget af høje brøl og grove sjofle tilråb fra de mandlige tilskuere, mens konerne og tyendet havde nøjedes med fnisende at vifte sig for næsen.
Men nu var de stille pigerne, alle tre piger var omsider helt stille, og det var kun den 16 årige, den virkelige forbryder iblandt dem som gloede. De andre to havde pænt lukket øjnene og så ud som om de sov, som om de hang dèr i løkken og sov. De sov - det gjorde de vel også på en måde - så fredeligt i hver deres løkke, og det var lige før mestermanden gik hen til sin lille veninde og trykkede hende et godnatkys på den lille mund, som stadig havde lidt af sin naturlige røde farve, der er så karakteristisk for ganske unge piger og som de ikke længere ganske unge er nødt til at efterligne med en smule diskret læberødt og som de endnu ældre desperat prøver på at imitere med en gang fed højrød smørelse, som smager bvadr når man kysser dem. Men bøddelen afstod klogeligt fra at følge sin impuls.
I stedet vendte han sig stolt, mens han gjorde hvad han kunne med hånden for at skjule sin erektion, ud mod forsamlingen og modtog det bragende bifald. Klappet blev der, "hurra" blev der råbt, "godt skøjtet Mester" o.lign., hvad folk nu råber og siger til sådan en sportspræstation. For dét var man enige om: Det her var bedre end alt hvad man hidtil var blevet budt på i gøglerteltet eller når en cirkus en sjælden gang kom til byen. Det var underholdning på højeste plan. Og efter den dag var alle byens unge piger vilde efter at mærke mestermandens hænder om deres halse og hans rejsning i deres køn. At han ikke kunne tilgodese utallige - på små billetter hemmeligt overrakte - ønsker fra byens jomfruer og unge koner, siger sig selv.




torsdag den 16. juni 2016

De udhungrede

Der var ikke meget sjov ved at lege med den hængte pige, men de fleste hoppede på den alligevel. De drog i flokke på en tre-fire stykker et par gange om dagen ud til galgen hvor hun hang, firede hende ned og sloges så lidt om at bolle hende i sneen. Sommetider gik en rask sneboldkamp forud for de egentlige nekrofile udfoldelser, men i reglen var mændene så sultne at de gik om bord i pigen med det samme, men at sige med det samme er måske nok lidt overdrevet, for selv om det frøs 15 gr. om natten, tøede det efterhånden så meget om dagen, at tøsen efterhånden blev et ådsel. Hun begyndte at stinke, så de til at begynde med måtte have et tørklæde om næsen når de skulle tømme sig, men efterhånden var det ikke nok med tørklædet, fordi liget begyndte at gå i opløsning og kødet faldt af. En dag da en af mændene trak sin pik ud af pigen, brød han ud i et højt: "Føj for Helvede da osse!", og da de andre kom til så de at mandens tømte lem var indsmurt i grønne, blå og violette forrådnelsessafter fra tøsens skød. Manden greb ud efter de sidste sjatter tøsne der lå ved retterstedet og smurte og smurte og smurte for at få råddenskaben væk. "Vi knepper jo osse et lig!" var der en af mændene der råbte og slog en høj, gjaldende latter op. En latter der var så høj, at den vækkede en officer der lå i et af teltene nede i lavningen og tog sig en eftermiddagslur. Han sprang op, kastede sin kappe om sig, trak sin Walther og stormede ud af teltet. Oppe på galgebakken så han flokken af mænd der var i færd med at hejse resterne af den nu hurtigt rådnende pige op i galgen. Der gik ikke mange minutter, så var han deroppe. "Hvad i Helvede er det der foregår her!" brølede han. Mændene vendte sig om og gloede. "Stå ret når en officer taler til Dem!" skreg befalingsmanden og måtte holde sig for næsen, for en af pigens fødder havde løsnet sig og var dumpet ned lige ved siden af hvor han stod, ned i pløret, ned mellem de hurtigt smeltende snerester. Så begreb han hvad det var der foregik og åbenbart havde gået for sig et stykke tid, for en af mændene knækkede sammen og gav sig til at sprutte af grin, og nu kunne officeren heller ikke holde sig tilbage fra at le. "Na, jut Männer,” sagde han som den ærkeberliner han var, "machen Sie sofort dass die Hure in die Erde kommt!" Mændene var lettede over at officeren ikke tog på vej. Han havde givet grønt lys for det der var værre, fornemmede de, og hvordan med hans egne lyster, hvor længe havde han holdt dem i tømme, hvor længe kunne han holde dem i tømme, dersom han ikke forlængst havde taget for sig af retterne når tøserne blev forhørt.
De røde satte pigebørnene til det beskidte arbejde med at lokke Werhrmachtsoldaterne og SS-folkene i baghold og gøre ting ved dem der var mindst lige så syge som det de forhærdede Østfrontkæmpere muntrede sig med. I krig og kærlighed er der som bekendt frit slag, og få var de som var viklet ind i det store verdensanskuelsesopgør der slap fra det med kønsdelene i behold, for slet ikke at tænke på den sarte uskyld som udmærker de ganske unge individer.
Mange af de unge menige fik i reglen deres første seksuelle erfaring med en partisantøs der skulle op og danse i galgen, og disse Den røde Hærs særligt udvalgte, patriotiske unge damer fik ikke bare deres første men også så ubetinget deres sidste storslåede, brutale seksuelle erfaring med en ung Schütze eller SS-Sturmmann - hvis da ikke en liderlig kommisær havde været der forinden og snuppet blomsten - godt for noget måske, for så blev oplevelsen med den klodsede tyske knægt måske knap så brutal, thi af ubehjælpsomheden gror brutaliteten, og få var de tilfælde hvor pigen hjalp til, så skulle hun da være helt usædvanlig kærligt anlagt, og da både Vor Herre, hans søn og dennes moder, Den hellige Jomfru, havde fået besked på at skride i det nye proletariske paradis, var martyrieagtig opofrelse et sjældent forekommende fænomen under de forhold på de kanter.
Men som sagt: Pigen - eller hendes stinkende rester - blev dumpet ned fra galgen hvor de hang og dryppede, en grav på en meters dybde (for længere ned kom man ikke, fordi jorden ikke var tøet helt) gravet, det uskønne kadaver, som mændene lige pludselig ikke fattede at de kunne have haft så meget sjov med, trillet ned i hullet, og så jord og snesjap ovenpå, og ned ad bakken, tilbage til lejren i lavningen gik det, med majoren i spidsen, gavmildt delende ud af sin Napoleonscognac, som han havde flere feltflasker fulde af, dinglende som håndgranater fra sit bælte.
"Auf Widersehen meine Herren beim nächsten Leichenmahlzeit!" råbte han skidefuld og på rulleskøjter og tumlede ind i sit telt, hvor han lige nåede at lande i feltsengen før han faldt i en dyb søvn.
Da han vågnede næste morgen, havde han regnet ud at pigen i galgen på højen havde haft besøg af hele bataljonen fordelt på grupper fra tre til otte kampklare mænd. Da enheder fra Den røde Hær en uge efter begyndte at dukke op i horisonten gik majoren fra telt til telt og indsamlede dagbøger, endnu ikke afsendt post og hvad der ellers kunne være af såkaldt belastende materiale. Men da bataljonen fortrak i tide, nåede de fleste af mændene hjem i god behold, og ikke så få af d'herrer fik hurtigt betydelige poster i det ny embedsværk eller de slog sig succesrigt igennem som forretningsfolk, først på det sorte marked, siden som anstændige erhvervsdrivende, der kun havde muntre og poetiske ting at berette fra dengang på Østfronten.

tirsdag den 1. marts 2016

De blå æbler kommer på besøg


At begive sig ind i et kruset vildnis og falde død om på en smattet skovsti, og det er ved efterårstide… det kan vi også. Der havde været dyr – hunde m.v. -. Men det var ikke det værste den dag. Det værste var festens giver og de mange gæster. Måske også den måde lyset faldt på, denne dag tidligt i november med lidt gyldentsolbelyst bladehang på træerne, uheldsvangert på en baggrund af dueblå regnskyer. På den anden side: Kommer man lige fra drømmens mølle, tager alle genstande farve efter de ujordiske begivenheder der udspilledes her, det synderlige spættede mel der maledes og de spæde farver på klæderne drømmens skikkelser var iført. Men det var ikke for ikke at sige aldrig helt klart hvad det var der taltes om.

Dyrets pels er sort. På bløde faste poter træder panteren. Dens blanke sorte pels. Dens øjne: vidåbne i jagtens iver, gule af fornuftig sult. Men det er ikke mig som er byttet men en der står ved min side. Så godt.

Jeg ved godt at du ikke ved at jeg ved at du ikke eller ovre på den anden side af hækken. De sortes hvide boliger.

Jeg graver mig ned til mine drømmes hånd. Den er så fager. Jeg troede den var en lilje.

Parret


”Jeg ville gerne være sådan et ungt par, der står for at skulle købe hus. Og det er sommer og de har endnu ikke fået børn men håber på snart, og jeg – altså det unge par – går sådan rundt og ser på huset, det er en lækker hvid villa i to etager et sted i Nordsjælland med udsigt over Sundet, og vi er så glade og så unge og så lykkelige, der er ingen grænser, og måske venter vi os allerede, og jeg glæder mig sådan til at skulle ud med barnevognen og skifte ble og alt det dèr.” ”Jamen, du kan da ikke være et par, du er jo kun én person, og du kan da heller ikke være mand og kone, så længe du kun er mand, jeg mener…” Han spurgte ind til noget jeg egentlig aldrig havde tænkt over, men det blev jeg så tvunget til nu, selvom jeg for længst vidste hvordan både hun og han så ud og var sikker på at jeg var et par, sådan et ungt par, med et lyst syn på fremtiden, meget forelskede eller i det mindste glade for hinanden, som man jo helst skal være når man danner par eller gifter sig. Nu blev jeg så imidlertid rystet i min sikkerhed, og det var måske meget godt. Da han sådan spurgte ind til... Der var høj blå himmel over vore hoveder da vi stod dér oppe på altanen, oppe på første sal og så ud over Sundet, der den dag var fuldt af sejlere, fordi der var lidt vind, ikke for meget, men heller ikke for lidt, lige tilpas til at man kunne skyde en god fart i en stor sejlbåd eller en lystyacht; sådan en havde de også kigget på. Der hørte heldigvis et ordentligt stort badehus til grunden, som var intet mindre end anseeelig. Så spurgte han igen ind til det dær med mig, min person og det at jeg var – eller mente at være – et par. Han foreholdt mig det umulige, det fornuftsstridige i tanken, men jeg ville ikke give mig, heller ikke selvom hans indsigelse havde vakt min eftertanke og min tvivl og tvivlen voksede, som fosteret i moders bug, en livmoder, stedet, hulrummet hvor det vordende barn ernærer sig af moderen, den bærende, fødersken, gennem navlestrengen, af moderkagen, som den hedder, eller placenta, nam-nam. Og tvivlen voksede sig vældig, og det endte med at jeg overvældedes af tvivl og sagde: ”Jeg er skideligeglad med hvad du mener, men jeg kan det hele, jeg er det hele, har altid været det hele og vil altid være det hele, også sådan et ungt, idiotisk par der gifter sig, ser på dyrt hus, får barn og derpå slår op med hinanden for at gå hver sin vej, som det hedder, han ligeud ad landevejen til Helsingør, hun til venstre, helt ind i Gribskov, for at forsvinde ad de mange stier, der er og altid har været i sådan en skov, det var dyrerne der lavede dem, til styrte henad – måske i adskillige dumdristigt vildfarene, multiplicerede kvindeskikkelser, hustru og moder. Mens altså manden, husbond, har fart på ad vejen til Helsingør, hvor der stadig går færge til – er det ikke Landskrona byen hedder på den anden side, dér hvor sundet, Øresund, er smallest og en god svømmer kan svømme over på et par timer. Nej, det er Helsingborg! Svensk for Helsingør! Og manden, husbond, når lige færgen, den næste går først om en time, og han er glad, for han har travlt. Engang – i en anden af mine bøger – slog konen op med manden på et hotelværelse i Helsingør, og han, manden, havde nær kvavlt hende af raseri. Hun var feminist. Det havde han aldrig været. Hun forstod ham ikke, det vil sige hun kendte ikke sin plads. I fortællingen er hun fremstillet som en jødisk kvinde, og det lovede ikke godt. Men lad det ligge. Husbond sprang overbord lige før færgen nåede i havn i Helsingborg. Landskrona er bare fæstningen, den har sin egen historie, som vi ikke skal ind på her. Husbond gik til i de mudrede vande, nu var det blevet efterår og ikke mere, som da parret så på hus, strålende forår eller sommmer, blå himmel og den slags, det var mørkt og skyforrevet efterår, og mens husbond druknede ved indsejlingen til den skånske by Helsingborg, dér hvor Øresund er smallest og det lader sig gøre at svømmme over i godt vejr vel at mærke – på et par timer, forvildede hustruen, konen eller samleversken sig ad de talløse stier i Gribskov, i talløse skikkelser dybere og dybere ind mellem træstammerne, hvor hun mødte dyr og dyr og atter dyr, der forbavsede betragtede hende med deres vidåbne dyreøjne og ikke lod sig forskrække af kvinden, for de var de lykkelige dyriske ejere af den store skov – det var før den blev Kongens eller Folkets – og kvinden, konen, hustruen eller samleversken var en modig kvinde, der ikke veg af vejen for nogen, og som trods alt havde sat et barn i verden, en retarderet tvetulle. Og den tvetulle, den var mig. Nej, det passer ikke! Hun havde bare sat en unge, endnu et rædselsvækkende væsen i verden, og det væsen var og er og bliver heller ikke mig! Når vi nævner det er det mere for at understrege at parret var ungt og lykkeligt og egentlig kun så på hus og ville lave børn, være familie. Så holder vi op.

Nej, vi fortsætter, og jeg fastholder – stadigvæk på det kraftigste imødegået af ham, hvem han nu er – at jeg er parret, dette par, der kom så grueligt galt afsted, hvor alt begyndte så lyst og godt, med hus og lystyacht, hund og kat, godmorgen og godnat, og endte så forfærdelig trist, med husbonds druknedød lige ud for færgelejet i Helsingborg, og konens, hustruens, samleverskens amokløb i den store skov, i tusind skikkelser ad alle dyrenes forbandede stier, undrende iagtaget af disse, endvidere at jeg er og bliver dette par, det forvildede, det vildfarne, han i dybet, ved indsejlingen til Helsingborg, hun i skovens vildnis af det i det uendelige sig forgrenende mylder af stier, disse dyre...hvad er det nu de hedder, dem hvorad de springende hjorte kommer springende, i fuld fart, så mulden står i kaskader bag deres hove? Ja, vi kender det godt, det dær: At komme fredeligt gående hen ad et sådant spor – et veksel hedder det! - og så pludselig, lige med ét: gungadagung, gungadagung, gungadagung, er den der, er den der lige bag en, det er dårligt man når at springe til side, det er kun på et hængende hår at man ikke bliver rendt over ende af et vildt dyr. Jeg har selv, engang, men det var i dyrehaven. Det er langt værre i Gribskov, hvor de er langt flere og langt større, dyrene dér, og hvor gevirerne hvert efterår smælder mod hinanden, træagtigt, disse klak-klak lyde under kampen om hun'erne, de latterlige slagsmål om retten til at befrugte, til at formere sig og fortsætte dette animalske amokløb mod intetheden. Naturens gang, kalder man det. Men der bør ikke herske tvivl om at jeg – vi, hvad, hvor og hvem vi nu er – er dette par, disse forkvaklede to, disse lysets børn, de solstråleøjede, himmelmundede, avlsberedte, generation ind, generation ud, han med vand i sin mund – ved indløbet til Landskrona – hun sølet til af mudderet fra dyrenes veksler i den grænseløse skov. Fordelende os i det der fordeler sig, suget ned af hvirvlerne fra skibsskruen i færgelejet i Landskrona og – i overensstemmelse med naturens love – flagrende tilintetgørelsen imøde ad Gribskovs mudrede veksler, mens natten falder på, og dyrene – efter endt løb – belaver sig på at gå til ro. Der skal ikke herske tvivl om at jeg er dette gyselige par, denne kosmiske misforståelse, denne biologiske bommert, og meget, meget andet og mere til! Det gør der heller ikke. Jeg – eller vi! - er hele molevitten: Dette mylder af mennesker og dyr og det glade unge par på terrassen med udsigt over Sundet. Og med ejendomsmægleren, en solbrændt yngre mand i et nydeligt mørkt jakkesæt stående i døråbningen, i baggrunden, i forsøget på så vidt muligt ikke at skygge for meget for solen og det unge par, en nydelig solbrændt yngre mand i et nydeligt mørkt jakkesæt, eller bare i en hvid, åbentstående skjorte, en rigtig forårs- eller sommerdagsskjorte og et par mørke bukser... Således kunne min - eller vores - beretning være fortsat ud over det blå Øresund, lige ind i Guds blå himmel, hvis vi ikke i en fart havde grebet ind, med et raskt tag havde snuppet ejendomsmæglerfiguren og knust den mellem vore fingre, som den latterlige baggrundsfigur den var, og derefter løftet det unge par i en prins- og prinsessekaret op fra altanen eller balkonen, hvor de stod, og med en rask bevægelse slynget dem op i luften, op i den blå, blå himmel, hvor der hverken er dyreveksler eller skibsskruer til at forstyrre, hvor hjorte ikke færdes og færger ikke sejler, og hvor, åh, åh, det er så yndigt at følges ad og sætte børn i verden og skilles ad igen for derpå at gå hver til sit og hurtigt til grunde. Næ, véd du nu hvad!