mandag den 4. juli 2016

Historier fortalt på en mørk juninat i året 1830

Det var en smuk varm forårsdag i landsdelen Holsteen i byen Kiel. På byens torv var der rejst et skafot med tre galger. Her skulle tre purunge piger på henholdsvis 14, 15 og 16 år hænges. De var ved retten blevet dømt for at have bedrevet utugt, hvilket var sandt nok for den ene af dem, nemlig hende på 16. Hun havde ganske rigtigt en nat hun var alene hjemme på gården haft et mandfolk på sit kammer og ladet ham tage sin mødom og herudover ydet ham forskellige seksuelle tjenester. Karlen havde - da pigen kort efter gjorde ham jaloux med fodermesteren - sladret til husbond, og nu stod hun ikke til at redde fra galgen. Hvad de to andre små pus angår, hende på 15 og hende på 14, som endnu var spæd af lemmer og havde meget små bryster, var der derimod tale om lutter ondsindede rygter og opspind. Men dommen faldt og den lød, ligesom den over den 16 årige, på døden, skønt begge piger stadig havde deres mødom sømmeligt i behold. Der var, mente anklageren, andre måder at stille en mand tilfreds på end med sin skam, med hvilken udtalelse han selvfølgelig sigtede til det ikke ualmindelige fellatio såvel som det sjældnere men ikke desto mindre hyppige coitus per anum. “Med mund og tarmåbning at gøre en mand glad,” som der stod i stadens lovbog, var ikke mindre forkasteligt, når en pige befandt sig udenfor ægtestanden, end at sprede ben.
Pigerne græd gudsjammerligt da dommen blev afsagt, og deres forældre - to af dem havde begge sine, den, som var den ældste, hun som vitterligt havde forbrudt sig, ejede kun en gammel mor - faldt alle grædende på knæ foran dommerne og bad for deres døtres liv. Men dommen var afsagt, og om appel kunne der ikke være tale. I retssalen voksede stemningen. Klapsalver og høje glædesudbrud var fulgt på afsigelsen af dødsdommene, og nu glædede man sig til at overvære fuldbyrdelsen af dommene på byens galgebakke.
Da dagen kom havde folk allerede tidligt lejret sig på grønsværen nedenfor skafottet med deres medbragte madkurve, og da det var en varm dag og solen skinnede fra en skyfri himmel havde mange medbragt parasoller. På slaget 10 ankom pigerne i en kærre, den sædvanlige der benyttedes til at befordre de dømte fra fængslet til retterstedet. De blev modtaget med klapsalver og sjofle tilråb fra mændene og byens gadedrenge. Bemærkninger som "Forbandede små ludere", "Beskidte tæver", "Liderlige tøser" osv. susede gennem luften som pile og fik tårerne til at trille fra de unge pigers øjne, i hvert fald fra hende på 15 og hende på 14, for den sekstenårige, som jo vitterligt var skyldig og fortjente sin straf, var så sønderbrudt af skamfølelse og anger at hun ønskede forestillingen overstået hurtigst muligt og derfor ikke havde tid eller lyst til så mange tårer, men for dem alle tre gjaldt det dog at de var meget bange for galgen, dette høje uhyggelige sortmalede træredskab der var blevet rejst på skafottet, skafottet der altid stod rede med sin galge, sin blok, sin økse og sine spidse pæle. Til disse sidste, pælene, dømte man nu kun særligt ondartede forbrydere og forbrydersker. Forgangen fredag var en tyveårig barnemorderske blev bragt ud af verden på denne overordenligt smertefulde måde. To døgn havde hun levet med pælen igennem sig, fra kønsåbningen og ud gennem munden. (Pælning var den lokale mestermands specialitet; han var kendt derfor fra Skagen til Basel). De tre piger havde af præsten ladet sig trøste med at de dog ikke var blevet dømt til pælen, hvad der i øvrigt sagtens kunne have været tilfældet; for tre år siden var en 17 årig hore og tyvepige blevet pælet, og hun havde været hele tre døgn om at dø.
Da pigerne, som alle var afklædte, så de mandlige tilskuere rigtig kunne fryde sig over deres faste unge former og deres skære hud (der dog på sine steder skæmmedes af mærkerne fra pisken og det glødende jern - redskaberne som havde vist sig uundværlige for at fremtvinge tilståelsen - ) bagbundne og med benlænker blev hjulpet ned fra kærren, lod der høje hurra-råb fra mængden, og enkelte småsten ramte pigerne. En mand var tilmed trængt igennem vagten og havde spyttet den sekstenårige i ansigtet. Der var dem der mente at det måtte have været karlen hun havde ligget med og som havde sladret til husbond fordi pigen havde gjort ham jaloux med fodermesteren. Men den slags kan man aldrig vide.
Nu fulgte, efter gangen til skafottet, opstigningen ad de 13 trin, som ikke blev foretaget uden vanskeligheder, væsentlig som følge af de tunge jernlænker pigerne bar om anklerne, men en naturlig og fuldt forståelig uvilje mod at betræde skafottet havde også sin andel i besværet. Således nægtede til at begynde med den mindste af dem, den 14 årige – der, når sandt skal siges, ligesom hendes 15 årige lidelsesfælde ikke var jomfru meress efter at et par liderlige rakkerknægte havde befriet dem begge for deres mødomme under torturen - at stige op ad trappen med de 13 trin. Knægtene der holdt hende måtte slæbe hende op ad de første fem trin, så først kunne hun selv gå resten af vejen. Nede blandt tilskuerne hørte man tydeligt de to yngstes gråd. De hulkede højt, og da man lagde løkken om halsen på den 15 årige gav hun sig til at skrige, så bøddelen måtte lange hende et par lussinger. Det hjalp. Når pigebørn bliver hysteriske plejer et par flade at være på rette plads. Således også her. Da den 14 årige besvimede, fik hun en kande koldt vand hældt i ansigtet, og hver gang en af pigerne var ved at miste bevidstheden af angst, gentoges proceduren. Som på alle rettersteder i verden gjaldt også her den regel at den dømte skal lide døden ved fuld bevisthed. Løkkerne var blevet lagt om halsen på pigerne, lovlig skødesløst kunne man mene, da knuderne enten var strammet under hagen eller nakken, hvilket som det vides medfører en langsom og smertefuld kvælningsdød. Men uden tvivl har bødlen været opmærksom på stemningen blandt de ophidsede tilskuere og fornemmet at man ønskede lidt ekstra underholdning og nødigt ville spises af med en kortvarig lille affære på fem eller ti minutter. Nu - og det var så sikkert som amen i kirken - ventede der pigerne en dødskamp på mindst tyve minutter. Planken de tre piger var blevet løftet op på (ingen af dem var selvfølgeligt frivilligt steget op på den) gav bødlen et fur, og så hang putterne dér og sparkede. De sparkede som bare pokker og vred sig så det var en lyst for hvert et liderligt mandfolk at se derpå. Rundt om var der nogle mænd der ikke kunne styre sig og som enten kastede sig over deres koner eller tjenestepiger eller gav sig masturbationen i vold, thi det er en kendt sag at der består et tæt og inderligt forhold mellem lysten og døden, mellem glæden ved at avle og glæden ved at dræbe eller - som i dette tilfælde - overvære drab. Og da der så tilmed var tale om ungt kød, om tre kønne lige netop mandbare pigebørn der fik løkken lagt om halsen og kom op at sprælle i galgen, var hvad man sikkert i alle andre tilfælde ville havde betegnet som udskejelser, fuldt ud forståelige og tilgivelige.
Bødlen, som var en i alle måder erfaren mand, kunne selvfølgelig ikke undlade at trække lidt på smilebåndet af den umådelige mangel på beherskelse blandt de mandlige vidner til henrettelsen, men at han heller ikke selv var ganske uberørt af pigernes kvælningsdans i galgen, herom vidnede - heldigvis kun for præsten og borgmesteren - en gevaldig bule bag hans sorte tyreskindssforklæde. Bødlens blik gled fra den 16 årige, som havde lange lyse lokker og et mut udtryk i ansigtet, til den 15 årige, som var en mørktlødet glut (hun kunne se ud til at have sigøjnerblod i årerne) med langt sort hår og af sin alder overordentligt yppige bryster, videre til den 14 årige, hos hvem løkken, som han omhyggeligt havde lagt under hagen, havde forskubbet sig lidt til siden, så hun så ham lige ind i øjnene. Denne pige var ikke langt fra at være den kønneste. Til trods for at hun ikke var færdigudviklet, var hendes bryster spidse og indbydende (de formerligt råbte til enhver mand om at blive grebet om og mast og bidt i), hendes hofter brede, hendes baller store, runde og røde - hvis ikke ligefrem blodunderløbne - efter de mange slag det havde været nødvendigt at give hende under forhøret for at få hende til at tilstå en forbrydelse hun ikke havde begået. Det lange hår var mørkeblondt med lysere striber i, de smukt svungne øjenbryn næsten sorte, munden lille, de fyldige læber naturligt røde, hagen blød og velmodeleret, skuldrene runde, hendes hænder var små og virkede faste (så hun havde sikkert været en eller anden karl eller måske en ældre broder behjælpelig), og hendes lår runde og velformede. Det var sandsynligvis denne pige, den yngste og den kønneste af de tre, som med sin krop, der vred sig i dødskramper og med sit mørke, af intens lidelse, af voldsom pine fyldte blik, havde givet mestermanden den pinlige rejsning, som han jo ikke, uden at vække pinlig opsigt, kunne komme af med på stedet.
Da der var gået ti minutter begyndte de ufrivillige spasmer og den ligeledes ufrivillige tømning hos den sekstenårige. Bøddelen måtte i en fart hen med en spand, for at hindre skafottet i at ligne en retirade. Pigens læber bevægede sig som om hun bad, hvad hun næppe gjorde, idet hun, efter alt at dømme var mere alle mindre lammet, men næppe uden følelse i kroppen. Hendes lægge og fødder sitrede. Til egentlig sparken var der tydeligvis ikke længere kræfter. Fra hende kom der nu ikke andre lyde end lyden af urin og fækalier der tømtes i spanden, der var blevet anbragt under hende. Fra sigøjnerpigen, den 15 årige og fra den 14 årige, bøddelens favorit, lød der stadig hiven efter vejret, nogle sidste desperate forsøg på at hindre det uundgåelige - den endelige tillukning af luftrøret som følge af løkkens sammensnøring af halsmusklerne, som havde været så længe om at finde sted på grund af den med hensigt skødesløse anlæggelse af løkken om pigernes halse. Fra den 14 årige kom der umiskendelige kvælningslyde. Der kom en gurglen og en sagte, en mærkeligt blid lille hvæsen fra pigens let åbnede mund. Øjnene havde hun lukket. Hun så ikke mere på bøddelen, hvad der kun gjorde ham endnu mere ophidset. Fem minutter efter bemærkede han, at den 16 åriges øjne stod vidåbne. De var bristede. Pigen var død. Hun hang i løkken og så ud til at kigge ned i spanden under sine fødder. Også de to andre piger havde bøddelen i en fart måttet stille spande under. Den af pigerne der havde tømt sig mindst var sært nok den 14 årige, som han næsten havde forelsket sig i. Der flød kun lidt tyndt gult og brunt ned ad hendes ene lår. Det var alt. Sigøjnerpigen havde det sprøjtet fra. Denne begivenhed var blevet ledsaget af høje brøl og grove sjofle tilråb fra de mandlige tilskuere, mens konerne og tyendet havde nøjedes med fnisende at vifte sig for næsen.
Men nu var de stille pigerne, alle tre piger var omsider helt stille, og det var kun den 16 årige, den virkelige forbryder iblandt dem som gloede. De andre to havde pænt lukket øjnene og så ud som om de sov, som om de hang dèr i løkken og sov. De sov - det gjorde de vel også på en måde - så fredeligt i hver deres løkke, og det var lige før mestermanden gik hen til sin lille veninde og trykkede hende et godnatkys på den lille mund, som stadig havde lidt af sin naturlige røde farve, der er så karakteristisk for ganske unge piger og som de ikke længere ganske unge er nødt til at efterligne med en smule diskret læberødt og som de endnu ældre desperat prøver på at imitere med en gang fed højrød smørelse, som smager bvadr når man kysser dem. Men bøddelen afstod klogeligt fra at følge sin impuls.
I stedet vendte han sig stolt, mens han gjorde hvad han kunne med hånden for at skjule sin erektion, ud mod forsamlingen og modtog det bragende bifald. Klappet blev der, "hurra" blev der råbt, "godt skøjtet Mester" o.lign., hvad folk nu råber og siger til sådan en sportspræstation. For dét var man enige om: Det her var bedre end alt hvad man hidtil var blevet budt på i gøglerteltet eller når en cirkus en sjælden gang kom til byen. Det var underholdning på højeste plan. Og efter den dag var alle byens unge piger vilde efter at mærke mestermandens hænder om deres halse og hans rejsning i deres køn. At han ikke kunne tilgodese utallige - på små billetter hemmeligt overrakte - ønsker fra byens jomfruer og unge koner, siger sig selv.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar