Så sule trygt, at ligge i moders arme, så sule trygt at ligge hos mama og sutte løs, ligesom også i hine tider i hendes bug, inde i det dejlige mørke, som når søvnen omslutter den sovende, åh, så trygt og godt, måske som når døden åbner sin favn, efter de sidste spræl og spjæt - så sule, sule, ugle, sule trygt. Det er bl.a. denne store, rare tryghed drømmen giver budskab om. Ja: "Slå din kåbe om barnet, store drøm," som Kafka siger.
Aha, så det er lydene fra stormen (Gorm) der får naboens hund til at gø så umanerligt. Den fatter jo ikke, i sin begrænsede dyriske bevidsthed, at det er lyden fra et naturfænomen. Den tror at det er et andet dyr, en anden hund, eller andre hunde. Den tror at den er omgivet af levende organismer og deres aggressionsbefordrende lyde, dyr og mennesker som den skal forsvare sig imod og skræmme bort med sin rasende gøen. Den latterlige hund, den latterlige nabohund. Hvor jeg dog hader den. Dens hylen, dens bjæffen og gøen. Det er en dum hund!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar